Prisuddelinger til indsatser mod autisme, diabetes og sjælden øjensygdom

18. oktober 2023

Bagger-Sørensen Fonden hædrede den 13. september 2023 fire personer, der hver især arbejder på at besvare følgende spørgsmål: Hvordan nedarves autisme? Hvordan taler hjerne-og-tarm sammen i appetitreguleringen? Kan en sjælden øjensygdom over tid blive synstruende? Hvordan er det muligt at halvere antallet af diabetiske benamputationer på blot 4 år?    

Det var en række store og vigtige sundhedsmæssige udfordringer, der var i fokus, da Bagger-Sørensen Fonden uddelte fire priser ved den årlige prisuddeling på Munkebjerg Hotel i Vejle.

Bagger-Sørensen Prisen 2023 på 1 mio. kr. blev tildelt professor Anders Børglum fra Aarhus Universitet. Anders Børglum har ydet en banebrydende og internationalt højt anerkendt forskning indenfor autisme. Han er en passioneret og vedholdende forsker, der i over 25 år dedikeret har forsket i den generiske baggrund for autisme og relaterede tilstande. Han modtager prisen for sit store arbejde med at afdække arveligheden af og specifikke sygdomsmekanismer bag autisme. Hans resultater har øget forståelse af udviklingen af autisme og har i særlig grad været med til en afstigmatisering af synet på autisme. Det har hjulpet mange personer og familier med autisme og har bidraget til en forbedret behandling.   

Den ene Ung Forskerpris på 100.000 kr. blev tildelt læge Lasse Malmqvist fra Rigshospitalet – Glostrup og Københavns Universitet. Lasse Malmkvist er internationalt anerkendt for sin øjenforskning og han modtager prisen for sin forskning i synsnervesygdommen papildruser. Tilstanden findes hos flere end 2 % af befolkningen og i hans forskning arbejdes der på at afdække, hvordan tilstanden udvikler sig over tid og hvilke synstruende tilstande papildruser kan føre til.

Den anden Ung Forskerpris på 100.000 kr. blev tildelt læge Nikolaj Rittig fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet. Nikolaj Rittig er internationalt anerkendt indenfor sit forskerfelt. Han modtager prisen for sit vigtige bidrag til forståelsen af, hvordan hjerne-og-tarm arbejder sammen i forbindelse med appetitregulering, hvilket er centralt for forståelsen- og behandlingen af en række sygdomme, herunder type 2-diabetes og cøliaki.

Bagger-Sørensen Fondens Påskønnelsespris på 50.000 kr. blev tildelt fodterapeutLouise Barth fra Steno Diabetes Center Copenhagen. Louise Barth modtager prisen for at have bidraget til en helt ny tilgang i behandlingen af de personer med diabetes, der har højest risiko for at blive benamputeret. Et murstensløst setup, med fodterapeuten i den koordinerende rolle, har på 4 år halveret antallet af diabetiske benamputationer i Region Hovedstaden.

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Claus Bagger-Sørensen, formand for Bagger-Sørensen Fonden, via mobil: 4928 8842, ele@baggersorensen.com

Allan Flyvbjerg, lægefagligt bestyrelsesmedlem i Bagger-Sørensen Fonden, mobil: 5177 9548, allan.flyvbjerg1@outlook.dk